Har du lyst til at give op?

1. april 2019

Er du et sted i dit liv lige nu, hvor du har lyst til at give op fordi stressen bare fylder?

Det her er ikke et easy-fix om at få humøret op på en dag, hvor der lige kommer en ting eller to på tværs.

Nej – det er til dage, hvor du virkelig tænker;

“ Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det bliver nok aldrig bedre.”

“Jeg er alt for udisciplineret/ alt for bange/ gør mig selv til grin/  Jeg dur ikke, og det hele kan være lige meget/jeg får aldrig mit liv i balance.”

Hvis du tænker sådanne tanker, så er du sikkert en af dem, der har brugt alt for mange af deres ressourcer uden at fylde på igen.

Måske er du overvældet af stress og kan ikke se, hvordan du nogensinde skal blive et helt menneske med et balanceret liv.

Her er en hjælpende hånd. Men du skal være villigt til at række ud – ingen kan tage ansvaret for dig

Det er en beslutning, du skal tage inde i dig selv. Det er en beslutning om at blive ved med at sætte én fod foran den anden, ét skridt ad gangen, én dag ad gangen.

Men det hjælper med lidt vejledning. Her får du en række spørgsmål, du skal stille dig selv, når du har lyst til at give op.

Dømmer jeg mig selv?

Vi oplever tunge ting i livet, og derudover gør vi det hele værre ved at fordømme os selv. Hvad fortæller du egentlig dig selv? Bakker du dig selv op, som du ville, hvis det var et menneske, du holdt af, der var i samme situation som dig? Eller overdænger du dig selv med bebrejdelser og bekymringer om fremtiden? Drop det!

Har jeg ondt af mig selv?

Selvmedlidenhed er en blindgyde. Drop den. Og nej, der er ingen undtagelse her. Jeg har en veninde, jeg kan ringe til, når jeg dumper ned i et hul. Hendes svar er altid det samme.  “Lad være med at ynke dig selv.”

Bilder jeg mig selv ind, jeg er alene?

Fortæller du dig selv, at du er alene? Har du rakt ud til mennesker i dit liv, du stoler på? Og hvis du ikke har nogen i din inderkreds, husker du så dig selv på at der til enhver tid er mennesker derude, der har det eller har haft det præcis som dig. Find en telefonlinje eller ræk ud på anden vis. Din læge eller en præst eller stresscoach. Du er ikke alene.

Hvad er det , jeg skal lære?

I mit liv har jeg erfaret, at de værste ting, jeg har oplevet, har givet masser af læring. Livet har det med at guide dig i den rigtige retning. Man lærer ikke særligt meget af et liv, der kører på skinner. Og der kan være en ny begyndelse.

 Hvilket mindset vælger jeg?

Det her handler ikke om at være jubeloptimist, når alt er noget l….. Det handler om, at du dybt inde i dig selv beslutter dig for, at du vil tage de udfordringer op, livet byder dig. Ydre som indre. At du kan og vil, selvom du ikke aner hvordan. Ingen andre kan tage den beslutning for dig.

Er der en solopgang, der skal nydes?

Hvornår har du sidst nydt en solopgang eller solnedgang? Bare nydt det og sluppet alle bekymringer for en stund? Giv dig selv lov til at nyde en solopgang. Kør så langt som det skal være efter den. Man skal ikke undervurdere, hvad naturen gør ved os – den har en healende kraft. Og hvis det er overskyet, så tag afsted hver dag indtil himlen en dag er blå.

Har jeg fået ordentlig mad og drikke?

Meget kan bedres, hvis du sørger for at få dækket dine helt basale behov. Du kan godt sørge for at få 3 sunde måltider i dag, selvom du ikke føler, du har energien. Så hvis du holder fast i det helt basale, så vil tingene blive bedre. Din mentale og følelsesmæssige tilstand har alt at gøre med, om du spiser ordentligt og får nok at drikke.

Tror jeg på mine tanker?

Hvis du kigger godt efter vil du opdage, at det ikke (kun) er situationen, men dine tanker og følelser omkring situationen, der stresser dig. Følelser er ikke facts, og når du ellers giver dig selv lov til at mærke dem men lader være ved at dvæle ved dem, så passerer de før eller siden. Tanker er heller ikke facts. Håbløshed bor i dine tanker – lad tanker være tanker, men lad være med at tro på dem. – De er kun strømme af ord i din hjerne.

Har jeg skrevet i min Glædesbog?

Hvis ikke, så er det nu, du skal igang for at give dig selv et reality check. Skriv mindst 3 ting du er taknemmelig for her og nu. At du har adgang til rent vand, at du har arme og ben, at du har givet kassedamen i Rema et smil, at du så et egern på dit cykeltur…. Hvad som helst der giver dig skyggen af glæde. Bliv ved resten af dagen hvis alternativet er at falde tilbage i håbløshed.

Er jeg til stede lige her og nu, nu?

Hvis du lever det meste af din tid opslugt af tanker om fortiden, fantasier om fremtiden, tanker om andre eller om dig selv, så får du det dårligt. Brug dine sanser, mærk dit åndedræt. Se folk i øjnene. Vær i nuet. Nu.

Er jeg klar til at tilgive mig selv?

Det kræver enorme mængder energi at være vred på dig selv for at være, som du er og på andre for at være, som de er – eller på livet. Og den eneste, der betaler prisen for den vrede er dig selv. Virkeligheden er som den er, uanset hvad din holdning er til den. Den kan være en hård nyser, men det er til enhver tid spild af tid at benægte den.

Har jeg bevæget mig og fået frisk luft?

“Move your body and your body will move your soul” Bevæg dig krop, sæt én fod foran den anden, stil dig i en “power pose” og se uovervindelig ud. Dit sind er et spejl af din krop, og den kan du altid bevæge. Hvis du er i en situation, hvor du ikke kan bevæge hele din krop, så bevæg den del, du har kontrol over.

Nægter jeg at overgive mig til virkeligheden?

Når du overgiver dig til virkeligheden præcis som den er, så har det intet med opgivelse af gøre. Det kan gøre ondt, men at se virkeligheden i øjnene sparer dig for unødig kamp mod det, der ikke kan ændres. Det giver dig handlemuligheder. Så accepter det, du ikke kan ændre.

Hvem og hvad omgiver jeg mig med?

Omgiver du dig med mennesker, der er hjertevarme og konstruktive eller med mennesker, der udstråler negativitet? Nogle mennesker lever af negativitet – de sladrer om andre og om alt det negative og skandaløse, de kan finde på. Redigér dem ud af dit liv eller minimér dit samvær med dem. Det gælder ikke kun andre mennesker, – det gælder også bøger, TV-programmer m.m. Omgiv dig med inspiration, venlighed og håb, og bring selv god energi med dig, hvor du går.

Har jeg kun nærlys på?

Hvis du lige nu er så opgivende, at du har svært ved at se dig ud af det, så husk at sætte det lange lys på. Forandring kan være smertefuld, men hvis du vil den, bliver alt bedre med tiden.

Hvis bare ét af disse spørgsmål gav dig mere håb eller pegede dig i retning af en handlemulighed, så er min dag reddet!

Jeg har selv været et sted, hvor jeg ikke kunne se håbet, så min vigtigste mission er at sprede håb. Stress behøver ikke at være et vilkår – du kan slippe ud af stressens favntag.

Det vigtige er, at du omgiver dig selv med håb og rækker ud efter hjælp. Og stiller dig selv de rigtige spørgsmål.