For snart mange år siden blev jeg opmærksom på et digt, der efter sigende skulle være skrevet af en gammel dame – Nadine Starr – på 85 år – og det berørte mig meget.
Siden har jeg set det på Facebook og det har du måske også, men det berører mig så dybt, at jeg har behov for at gøre det mere ”permanent” i form af et indlæg her på bloggen, der jo handler om stressforebyggelse og det gode liv.
For digtet handler om livet set i bakspejlet og er tankevækkende. Det er noget, vi alle kan lære af, så vi ikke på grund af stress eller alderdom ender med at sidde med den samme indsigt, som den gamle dame hvis liv kunne være levet på en anden måde.
Digtet kommer her:
Hvis jeg skulle leve mit liv om
Jeg ville turde gøre flere fejltagelser
Jeg ville slappe af. Være mere smidig
Jeg ville være mere enfoldig
Jeg ville tage færre ting alvorligt
Jeg ville tage flere chancer
Jeg ville have flere oplevelser
Jeg ville bestige bjerge og svømme over flere floder
Jeg ville spise mere is og færre bønner
Jeg ville måske have flere vanskeligheder, men færre indbildte
Ser du, jeg er en af dem, der lever følsomt og sundt
Time for time, dag efter dag
Åh, jeg har haft mine øjeblikke,
og hvis jeg skulle leve om igen,
ville jeg have flere af dem
Faktisk ville jeg prøve på ikke at have noget andet
Kun øjeblikke
Det ene efter det andet, i stedet for at leve så mange år med tanker på morgendagen.
Jeg har været en af dem, som aldrig tager nogen steder uden
Et termometer,
En varmedunk,
En regnfrakke,
En faldskærm.
Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg rejse med mindre bagage.
Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg begynde at
gå barfodet tidligt om foråret
Og blive ved længere hen på efteråret
Jeg ville danse mere
Jeg ville unde mig selv flere karruselture
Jeg ville plukke flere tusindfryd.
Jeg håber, digtet har rørt dig lige så meget, som jeg blive rørt, hver gang jeg læser det – og at det inspirerer dig til at leve livet, mens du har det.